Lamboley

Jens Kristian har lavet nedenstående beskrivelse af Lamboley’s svingtest:

En af de specielle ting omkring Finnjollen er at den har en regel for vægtfordeling. Denne regel var indtil 70’erne håndteret ved at der i klassereglerne var ganske klare angivelser af hvordan båden skulle dimensioneres og bygges. Men en sådan regel kan jo gradbøjes, og over tid og i en olympisk klasse hvor man gik og går efter guldet blev fortolkningsmulighederne udnyttet maksimalt og nogle gange udover.

For at dæmme op for dette ’opfandt’ Gilbert Lamboley den såkaldte svingtest. Svingtesten er baseret på de fysiske love for penduler med en fordeling af vægten. Vægtfordeling kaldes i denne sammenhæng for masseinertimoment, og svingningsradiussen som vi alle kender fra målebrevet indgår i ligningen for svingningstiden sammen med tyngdepunktets afstand til ophængningspunktet. Masseinertimoment udregnes med kvadratet af et givet legemes afstand til tyngdepunktet, således at en fordobling af afstanden giver en firdobling af masseinertimomentet.

Og hvad betyder det så for mig som Finnjollesejler kan man så spørge? Inden det spørgsmål besvares, skal det oplyses at der er lavet såvel tank som computerforsøg med samme båd (type og vægt) men med forskellig svingningsradius som viser at jo lavere svingningsradius jo hurtigere båd i bølger. I forsøget var forskellen ganske stor på svingningsradiussen (omkring 10% for hele båden inklusive rig) men det var fartforskellen på 2,2% også. Helt så store forskelle er der ikke på Finnjoller, men lidt har jo også ret.

Grundlæggende betyder det, at der er begrænsninger på svingningsradiussen i en Finnjolle fair sejlads, da der ikke er nogen som har fortolket reglerne til deres fordel, alternativt har så mange penge at båden er bygget i unobtanium (det næste efter kulfiberJ) som gør at skroget vejer ingenting og så er al vægten for at nå op på det 116 kg lagt i en jernforstærket dobbeltbund. For med 5 kg korrektionsvægte og et krav om kun at bruge standard beslag og forbyde kulfiber er der grænser for tyndt man kan bygge i enderne uden at få problemer. At reglerne er fornuftige kan jo også ses på hvor lang tid en Finnjolle holder sig konkurrencedygtig. Her fratrukket den mentale del af at ville have lidt nyt legetøj i ny og næ.

Et andet punkt som er reguleret af reglerne er hvor langt tilbage tyngdepunktet må være i jollen. Jo længere tilbage, jo mere sidder vi som sejlere tæt på tyngdepunktet, hvorfor vi ad den vej reducerer bådens samlede intertimoment og dermed samlede svingningsradius. At masterne og sejlene over tiden er blevet lettere har også betydning for bådens samlede svingningsradius i nedadgående retning. Og jo lavere svingningsradius jo lavere egenfrekevens får båden, og jo mindre energi kræves der for at starte og især stoppe en svingning (tur over bølgerne). VI er ude i marginalerne her, men i en klassebåd er det jo netop de ganske små marginaler som gør forskellen.

Sidst men ikke mindst, må tyngdepunktet i en Finnjolle ikke være for tæt på bunden. Dette for at sikre at dækket ikke er for tyndt.

Dette betyder at når man køber en Finnjolle skal man sikre sig at svingradiussen er så tæt på de minimale 1100mm som muligt, og hvis den ikke er tæt på minimum, at blyet er ude i enderne af båden. Ved at flytte blyet  mod midten af båden kan man få svingningsradiussen ned. Husk at  blyet er placeret for at få bådens vægtfordeling til at opfylde klassereglerne, så bly i enderne er ikke dårligt. Det fortæller at bådebyggeren har lavet en båd som er let i enderne, og som vil kunne optimeres. Om det er anbragt i hækken eller stævnen afgøres ene og alene af hvor tæt tyngdepunktet er på minimum fra hækken. Bly midt i jollen viser at man højst sandsynligt ikke kan få svingningsradiussen længere ned end hvad den allerede er samt flytte tyngdepunktet.

Når man så har købt sine fine fuldt optimerede Jolle, så er det ganske let at få den fuldt optimeret jolle ned på almindeligt niveau igen. Man kan lægge eller hænge ting op bagerst i cockpittet, hænge en habengut sæk op omkring sværdkisten eller sætte 2 flaskeholdere med hver 0,75 liter vand fast på sværdstiverne. Alt sammen i god afstand fra det samlede tyngdepunkt som ligger et eller andet sted mellem forkanten af løjgangen og dine lår, og noget spm giver mellem 10 og 20 mm ekstra svingningsradius for hvert kilo. Så habengut skal være midt i båden, der hvor du selv er. Centreret vægt også i form af vandflasker/madpakker mm, medvirker til at reducerer bådens samlede svingningsradius. (=fart)

Så kan man jo spørge, hvad er vigtigst: Vægt eller svingningsradius ? Hvis vi forudsætter at en jolle er på minimum svingningsradius, men vejer et par kg for meget, så er det bedre end en båd som er på vægten men har dårlig svingningsradius. Årsagen er her at svingningsradiussen indgår i anden potens i den ligning som fortæller hvor meget energi der bruges i en svingning, mens vægten indgår i første potens. Alt inden for rimelighedens grænser naturligvis.

 

Og lad os så se at komme på havet og sejle

Jens Kristian

 

Der kommer en svingningsweekend i foråret når vi kan låne en tom hal.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s